Skab din egen mordgåde
Disse sider indeholder inspiration til en række spændende forsøg og øvelser i et tværfagligt undervisningsforløb under temaet ”Der er blevet begået en forbrydelse”.
En del af øvelserne kan med fordel bruges i brobygningsforløb fra folkeskolen til gymnasiet.
Moderne teknologi spiller i dag en væsentlig rolle i efterforskningen af forbrydelser, og her kan bioteknologi i højere grad end nogensinde før bidrage til at fælde gerningsmanden.
Under de enkelte emner er der angivet forslag til tværfaglig anvendelse, og som lærer kan man selv opdigte en samlet historie med de relevante emner inkluderet.
Eksempelvis kan klassen betragtes som efterforskningsholdet, der tilsammen skal forsøge at opklare forbrydelsen. Efterforskningsholdet kan også underopdeles i teams af ”specialister” med specifikke opgaver, som kan få eleverne til at koncentrere sig og arbejde i dybden med emnerne.